Alle unge både i 8. og 9. klasse har ret til at komme i erhvervspraktik i mindst en uge. Og med Ungegarantien i Hjørring Kommune er den ene af disse uger gjort obligatorisk for folkeskoleeleverne. Dvs. ALLE folkeskoleelever i Hjørring Kommune skal i løbet af 8./9. kl. ud og se, opleve og mærke hverdagen på en arbejdsplads.
Erhvervspraktik er et udstillingsvindue for jeres virksomhed og branche, og det er en god eksponering i forhold til rekruttering, fordi de unge gennem erhvervspraktik får lov til at blive klogere på deres kommende arbejdsliv. Det skaber også værdi for lokalsamfundet, at I som virksomhed stiller jer til rådighed for lokale skoler og dermed bidrager til, at de unge kan se en fremtid i lokalsamfundet.
Samtidig får I som virksomhed også mulighed for at få et ungt blik på jeres virksomhed.
